100% width Galleries Post (Demo) – Moon Star Webdesign

100% width Galleries Post (Demo)

Maskulin mad
Herefter var det slut med det bløde og lidt lettere anslag. Nu stod det i kødets tegn.

Medspiseren fik det underkendte stykke af oksen (tværgående placeret ved nyren og fuldt af saft og smag) med det charmerende navn bavette, der blot kræver kyndig behandling. Og det er Lars mesteren for i restaurant branche.

Først grillet og dernæst kogt i rødvin var det både smagfuldt og mørt og serveret med marv og spinat og et tilbehør af polenta, stegte svampe og brisler.

Farvekompositionen er brun og mørk. Smagen intens og god. Lars laver i høj grad maskulin mad i hyggeligt restaurant.

Smagspaletten er fyldt op
Samme historie udspillede sig på min tallerken, hvor der lå et perfekt stegt duebryst med en god skive stegt foie gras, det braiserede lår fra duen og hertil et stykke let paneret svineskank, alt sammen suppleret med grønne linser.

Farven var om muligt endnu mørkere. Men ideen i retten er optimal med både den fede let sødmefyldte lever og smagen af flæsk til vildtet, her blot transformeret i nutidig udgave af en af århundredernes topklassikere.

I glasset fik vi begge en kraftig Bordeaux fra området Côtes de Francs, en 2009, Château le Puy, Emilien.

Fuld kraft og match til kødet. Smagspaletten var virkelig fyldt op. Kun savnet af lidt sprødt og grønt sad og dirrede i mundvigen.

Så jeg tiggede om at få en lille salat, som jeg kunne se var at få til bøffen. Også den var knivskarp i sin tilsmagning og sit friske bid.

Chokolade med chokolade

Til desserten var det så ikke lige gulerodskagen fra kortet, der lokkede, men de meget klassiske profiteroles (vandbakkelser) med vaniljeis og chokoladesovs. De var, som de skulle være, og hverken mere eller mindre. Medspiseren sukkede tilfreds. Jeg måtte til gengæld stjæle af hendes ekstra servering af chokoladesovs til min dessert, der lød navnet: ’Chokolade – chokolade – chokolade’.
Delt i tre afdelinger bød den på henholdsvis mørk, lys og hvid chokolade. Den mørke var klart den bedste: en lun intens chokoladekage med en kugle mokkais til.

Den lyse var noget mere tam i smagen i form af en iscreme lavet på lys chokolade og fløde. Den kunne godt have fået et spark af noget syrligt eller noget krydret.

Den hvide chokolade var en mousse med rom vendt i knust, bagt (!) hvid chokolade, der karamelliserer let ved tilberedningen, og kuglen var anrettet på en lille stribe ganache (chokoladecreme). En lille perle Fyldig og rund kaffe i store kopper hjalp på fordøjelsen, og vi kunne meget mætte og glade modtage en regning på 500 kr. for tre store retter plus det løse, og hvad der svarer til godt en halv flaske vin per kvinde.

For noget så veltillavet og smagsintenst med så velskænket vin er Lars’s nye sted lidt af en lille perle, og det fortjener fem huer for velsmag – velsmag – velsmag.

Mesterkokkens lille madhule, Retour, er indbegrebet af ypperlig velsmag.

Lars Nielsen hører til eliten af det danske kokketeam.

Han har været vidt omkring de sidste 10 år – noget nær en hel rejse – fra kok til sit eget topkvalitets bøfsted, der gav ham tilnavnet ”Daisabella”.

Herfra gik arbejdet videre, hvor han som samarbejdspartner kunne videreføre sin regentpraksis inden for både bøf og bearnaise.

Lokalet har det næsten som med adeligt blod: Det forpligter, og på sin egen finurlige vis indfrier Lars forpligtelsen.

Konceptet er en blanding af hans tidligere steder, og dog mere helstøbt og hjertevarmt. Her er uhøjtideligt og med godt tempo, men man kan også sidde her en hel aften.

Svært at vælge 
Lars hviler over lokalet: Det er en rigtig madhule, og maden ’grounder’ gæsterne på passende måde i velsmagens apoteose.

Menukortet har samme minimalistiske formuleringsform, som netop Daisabella var blandt de første til at indføre. Her er en lille udvalgt mængde af retter på kortet samt en håndfuld på dagens tavle.

Ærgerligt, at vi ikke kunne rumme det hele, for det lød ovenud fristende. Her er fisk til forret og kød til hovedret. Hvor svært kan det være?

Superskarp smageske
Min medspiser og jeg var mødt op med titanisk appetit og indledte med lidt snacks og et glas perlende friske bobler fra Jean-Louis Vergnon – en herlig Blanc de Blancs grand cru.

Begrebet snacks har været temaet de sidste fem-seks år på toprestauranterne, og nogle gange har man næsten følt, at man var halvt gennem menuen, før den egentlig begyndte, efter den regn af snacks, man blev overdænget med.

Sådan er det ikke her. Her kommer der (kun mod bestilling for 80 kr.) et lille fad med lidt foie gras, et par vagtelæg, mayo og sortfodsskinke. Min sjæl, hvad vil du mer’?

Den gamle kærlighed brænder endnu
Jo, mere ville vi jo godt, så medspiseren sagde med et stort smil rettet mod dagens tavle, at hun gerne ville prøve den halve hummer og oksebavetten.

Jeg måtte så træffe det svære valg mellem torsk, pighvar og ravioli med snegle til forret og valgte den sidstnævnte, for så at fortsætte med due til hovedret.

Alternativet her var Lars’s signaturret: Steak Frites – så han har ikke helt svigtet sin gamle kærlighed.

Verdens bedste hummer?
Faktisk overhovedet ikke. For efter at medspiseren havde fået skænket et til lejligheden herligt glas sylvaner-domineret Alsacevin, en 2009 Saveurs fra Domaine Binner, fik hun en nykogt halv hummer med bearnaise, der slår alle andre hummere, jeg har smagt i mit liv.

Det er lidt af en genistreg at turde servere kødets sovs til hummeren, og her trådte hans superskarpe smageske og håndværk helt frem i den måde, bearnaisen eksponerede estragonen.

Hold nu op, hvor det klædte hummeren.

Rund, blød og fyldig Rhône
På min tallerken kom små raviolier rundhåndet drysset med snegle i smør, parmesan og salvie, som også til dels var at finde inde i de små måske en anelse bastante pastapuder, men smagen var rund og blød og vinterlig.

Retten matchedes rigtig godt af det glas, som vores meget troværdige og dygtige tjener anpriste i restaurant.

Related Posts