Museerne står med en oplagt mulighed for at genskabe deres identitet ved at ændre på de kuratoriske metoder og på de traditionelle museums- og brugerroller (Hopper-Greenhill, 2004, p.570). Udviklingen mod nye værdier og strategier kan ifølge HooperGreenhill spores inden for fire områder: Nye professionelle arbejdsområder: Den museumsfaglige enerådige autoritet forsvinder til fordel for et kuratorisk samarbejde mellem inspektører, formidlings- og kommunikationsmedarbejdere og undervisere, så formidlingen ikke kun tager udgangspunkt i samlingerne, men i viden om publikum og deres forskellige baggrunde. Differentierede brugere: Begreber som publikum og ”den generelle offentlighed” er ikke længere beskrivende for de forskellige individer, der besøger museerne.
I stedet opstår begreber som ”besøgende” og ”brugere”, som er bedre egnede til at beskrive, at besøgende besidder forskellige og individuelle karakteristika, erfaringer og interesser. Kvantitative og demografiske brugerundersøgelser kan udvide forståelsen af de forskellige typer af brugere og deres differentierede behov og interesser. Nye stemmer: Som en konsekvens af anerkendelsen af differentierede brugere forsvinder den autoritative stemme til fordel for flere perspektiver. Udstillinger evalueres og tilrettelægges i forhold til de forskellige typer af brugeres læringsstile og interesser. Nye narrativer: Den digitale generation på museum 27 Modernismens sande historier er afløst af flere fragmenterede versioner. Brugerne får lov at bidrage, opdage og tage stilling til den fælles fortælling om kulturarven (Op.cit. p.570-573). Paradigmeskiftet har således fået konsekvenser for museernes formidlingsområde, idet formidling ikke længere kan betragtes som en envejskommunikation. Formidlingen betragtes i dag mere som en dialog mellem museet og dets brugere, og det stiller krav om øget brugerinddragelse i formidlingen. Den digitale kultur kan i denne sammenhæng give nye muligheder for en styrket kommunikation ikke bare til de eksisterende brugere men også til flere potentielt interesserede brugere.
Informations- og kommunikationsteknologierne giver museerne mulighed for at udvide deres fysiske rum, men udfordrer samtidig den traditionelle viden om brugerne – for hvem er de digitale brugere og hvilke krav stiller disse til museumsoplevelserne? Derudover er IKT med til at udfordre de traditionelle forhold mellem afsender, indhold og modtagere, fordi de digitale kommunikationsformer i høj grad er styrede af interaktion og brugerinddragelse. Jeg vil i næste kapitel give en grundig teoretisk udfoldelse af de mest centrale kommunikationsteorier, som vil kunne bruges som et konkret fundament til at udvikle kommunikationsstrategier og museumsoplevelser ud fra. 4. KOMMUNIKATIONSTEORIER Dette kapitel vedrører kommunikationsprocesser på et teoretisk mikroniveau og gennem konkrete manifestationer på et større samfundsmæssigt og museologisk makroniveau. Jeg introducerer en række grundbegreber, der vil blive knyttet til at beskrive kommunikationsformer, som foregår ved anvendelse af IKT. Begreberne vil dels blive brugt til at illustrere to karakteristiske Web 2.0 kommunikationsmønstre og dels blive konkretiseret i mine løsningsforslag. 4.1 HVAD ER KOMMUNIKATION? Etableringen af kommunikation som videnskabelig disciplin opstod i årene efter 2. Verdenskrig, hvor især ingeniørerne Claude E. Shannon og Warren Weavers kommunikationsmodel fra 1949 bredt accepteres som kimen til den videre forskning inden for feltet (Fiske, J. 1982, p.6; Askehave, I. & Norlyk, B. 2006, p.34).