De ældre vil kunne vise de unge genstandene i museet og fortælle om tiden før internet og digitale kameraer, og de unge kunne dokumentere besøget ved at filme eller tage billeder af det, som måtte være interessant – eventuelt ud fra et på forhånd givet tema fra museet. Man kunne også lave en billedjagt, hvor brugere tager billeder af museets genstande, som andre brugere så kunne gætte ud fra – for eksempel hvilken slags genstand, hvilken type kamera billedet er taget med, eller fra hvilket årti genstanden stammer. Man kunne ligesom Brooklyn Museum lade brugerne ”tagge” museets billeder på Flickr. Flickr er kommunikationsmiddel med mange muligheder og mange interaktionsgrader, og derudover er det godt til at skabe en sammenhæng mellem museets hjemmeside og fysiske rammer. Blogs En museumblog vil ligesom Flickr kunne hjælpe museet med at skabe et netværk baseret på interessen for foto og fotoapparater. Museets leder har mange forskellige arbejdsopgaver, da han er museets eneste fastansatte – det kunne dermed være interessant at høre ham beskrive sine gøremål og ansvarsopgaver om alt fra drift til udvikling af udstillinger til oplevelser med brugere i museet, eventuelt gennem et ugentligt indlæg. Bloggen vil samtidig kunne fungere som et markedsføringsredskab, hvor der kan linkes til pressemeddelelser eller omtale andre steder. Der kunne vises billeder fra den del af samlingen, der ikke er plads til i museet, ligesom der kunne fortælles om de forskellige donationer og kasseringer, som lederen behandler.
Der kunne også oprettes en blog for amatørfotografer, hvor der linkes til andre fora for fotografi-interesserede i Danmark eller udenlands – for eksempel til tyske fotomuseer, idet museet har besøg af mange tyske turister; der kunne linkes til andre blogs om anmeldelser og diskussioner af de nye kameraer, der kommer på markedet, osv. Museet forsyner Dansk Fotohistorisk Selskab38 (DFS) med informationer, men der kunne måske også etableres en ’omvendt forsyning’, så DFS forsyner museets blog med nyheder og relaterede indlæg. Da museet som nævnt ikke har de store ressourcer, vil det ikke tjene noget formål at komme med flere forslag i første omgang. Museet kunne som et næste skridt, ligesom Holstebro Museum, udvikle podcasts kommunikeret gennem forskellige stemmer. Museet kunne spørge om skoleklasser, kernebruge- 38 http://www.sdf.dk/ Den digitale generation på museum 84 re og amatørfotografer, børnefamilier, fotografer fra deres særudstillinger ville indtale korte podcasts, hvilket ville give et bredt perspektiv og ikke kræve for mange ressourcer af lederen. Jeg vil i det følgende kort sammenfatte de væsentligste pointer omkring teoriernes gyldighed i praksis og hvilke faktorer, der er de væsentligste for begge museer at forholde sig til. 7.3 SAMMENFATTENDE KOMMENTARER Selvom de to museer adskiller sig meget fagligt og størrelsesmæssigt, har ingen af museerne endnu udnyttet de nye IKT-muligheder tilstrækkeligt. Jeg har forsøgt at illustrere, hvordan begge museer kan kommunikere flerstemmigt og differentieret til forskellige målgrupper ved at se på det digitale skel som et middel til at skabe relationer og erfaringsudveksling mellem den digitale generation og de ældre med færre IKT-kompetencer. Museernes hjemmesider er udelukkende transmittative i deres kommunikationsform, hvilket må ændres til en mere dialogbaseret kommunikation, hvis museerne skal følge med udviklingen. Ved at benytte Jens F. Jensens matrix over interaktionsbegrebet, viser der sig flere former for interaktion, som kan benyttes som et konkret afsæt for udviklingen af oplevelser. Som tidligere pointeret kan teorien bruges til at illustrere de to typer af interaktion, som på hver deres måde er karakteristisk for Web 2.0. Både den registrerende og den konversationelle interaktion kan opfattes som tilhørende kommunikationsparadigmet kommunikation som interaktion, men kun den sidste skaber reelt interpersonelle relationer. Som jeg har nævnt, er jeg ikke selv stødt på særlig mange museumshjemmesider, der har oplevelser, som understøtter denne interaktionsform. Da der i forhold til den digitale generations karakteristika og kompetencer er store kommunikative og læringsmæssige fordele ved en sådan interaktion, ville jeg gerne have udviklet løsningsforslag til museernes hjemmesider, som baserede sig på denne type. Jeg må imidlertid sande, at teorien er svær at omsætte i praksis, når museernes hjemmesider tilhører det modsatte paradigme kommunikation som transmission. Med udgangspunkt i de to museers kontekster vil det fungere bedre at udvikle interaktionsformen til oplevelserne i de fysiske museer, hvor de kan understøttes af mobile IKT-enheder – som mine eksempler med geocaching, fælles udvikling af podcasts eller med mobiltelefoner som middel til at tage billeder, hvilket kunne skabe konversationel interaktion mellem brugere i grupper. Da jeg er enig med Qvortrups pointe i, at det er fænomenerne uden for it, der skal forme brugen af teknologierne og ikke omvendt, taler de to museers fænomener ikke umiddelbart for at udvikle wikier, virtuelle spil eller sociale netværk, der vil kunne understøtte konversationel interaktion.
Hvis museerne kan få skabt et fællesskab omkring deres blogs og en større grad af brugerinddragelse, vil der måske senere hen vise sig et fundament, hvor brugerne ville have lyst til at samarbejde omkring et fælles netværk. Ved den konversationelle interaktion er både produktionen og distributionen af indhold kontrolleret af brugerne, derfor kunne man som tidligere nævnt (kapitel 4.2.5) argumentere for, at museernes traditionelle rolle som centralt styrende afsender er svær at slippe. Når Castells taler om et helt nyt kommuni- Den digitale generation på museum 85 kationsunivers, er det netop drivkraften bag de decentrale og interpersonelle relationer, der sammen udvikler Web 2.0 ud fra værdien om at bidrage til det fælles bedste. Brooklyn Museums hjemmeside tager direkte afsæt i Web 2.0-principperne ved at overdrage ekspertrollen til brugerne gennem registrerende kommunikation. Men den konversationelle interaktion forekommer først på museets og brugernes fælles platform, nemlig Flickr – her er indholdet fælles og brugerne kan producere og distribuere deres billeder på eget initiativ. De kan diskutere og danne interpersonelle relationer med andre af museets Flickr-brugere, som deler den samme interesse for museet eller for fotografering. Netop derfor forstår man kåringen af YOU som årets person – webbet er brugernes – det er museumshjemmesider generelt ikke. 8. KONKLUSION Det overordnede formål med dette speciale har været at afklare, hvad der kendetegner den digitale generation og hvordan museerne ved at benytte IKT som kommunikationsmiddel kan målrette deres kommunikation og oplevelser i forhold til denne generations krav og forventninger til museerne. Min metode til at angribe specialets problemfelt har været at sammenholde fire delproblemer, som tilsammen har kunnet belyse hvilke muligheder og begrænsninger, der kan være forbundet med at anvende IKT som kommunikationsmiddel. Resultaterne af disse delproblemer vil blive gennemgået i kronologisk rækkefølge i det følgende. Samfundets teknologier eller teknologiernes samfund? Mit formål med at anvende Lars Qvortrups betragtninger over det hyperkomplekse samfund har været at belyse både den samfundsmæssige udvikling og den teknologiske, og hvordan de indbyrdes påvirker hinanden.