Stimulus-responsmodellen skildrer den kognitive tilstand som en ”Black Box”, fordi denne ikke kan observeres direkte og ”objektivt”. Shannon og Weaver afskriver ikke på samme måde de kognitive fænomener, men tilføjer i stedet elementerne teknisk støj og semantisk støj, som kan forstyrre effektiviteten i afsenders informationsoverførsel til modtager. Kommunikationsforskningen cirkulerer grundlæggende omkring, hvordan begrebet information skal opfattes og tilgås. Hvor transmissionstilgangen behandler information som objekter, der kan sendes via en neutral dataoverførsel til en forholdsvis passiv modtager, beskæftiger den anden tilgang sig mere med, hvordan information er mening, der skabes i selve interaktionen mellem afsenders produktion af information og modtagers afkodning af samme. Udviklingen væk fra et transmissionsperspektiv er sket gradvist ved, at der er kommet mere og mere fokus på modtagerens aktive rolle og på de kognitive fænomener, altså at bearbejdningen af information er afhængig af de identitetsmæssige og fortolkningsmæssige karakteristika ved kommunikationens aktører. Men hvor Shannon og Weaver fokuserer på semantisk støj, som noget der kan medføre kommunikationsfejl, ser interaktionsparadigmet det som selve det betydningsskabende, hvilket jeg vil uddybe i det følgende.
4.2.2 KOMMUNIKATION SOM INTERAKTION Interaktionstilgangen bliver af professor i kommunikation John Fiske forklaret ved hjælp af et semiotisk perspektiv. Den afgørende pointe er her, at meningen er i sproget, hvilket vil sige, at man ikke kan adskille information og udtryk, som Shannon og Weaver gør med deres kommunikationssystem. Ifølge John Fiske må man opfatte information som ét element i et struktureret forhold, hvis andre elementer består af den omgivende virkelighed og læseren/forfatteren af beskeden – her giver det altså slet ikke mening at tale om en afsender og modtager, fordi at skrive en tekst og at læse en tekst er to parallelle, nærmest identiske processer i kommunikation, som John Fiske illustrerer ved hjælp af denne model. Fiske, J. (1982) Figure 1 Message and meanings, p.4 Den digitale generation på museum 32 Fokus er i stedet på selve teksten/beskeden og hvordan denne ’læses’ – man kan sige, at det centrale er selve meningsskabelsesprocessen, som sker gennem en konstant interaktion mellem elementerne. Modellen har en dynamisk struktur, hvor pilene i begge retninger understreger, at hvert element kun kan forstås i relation til de andre (Fiske, J., 1982, p.4). Ifølge John Fiske handler kommunikation ikke om information, men om mening, og mening kan ikke sendes af sted som en pakke fra en afsender til en modtager: ”Meaning is not an absolute, static concept to be found neatly parcelled up in the messages. Meaning is an active process, semioticians use verbs like create, generate or negotiate to refer to this process.
Negotiation is perhaps the most useful in that it implies the to-and-fro, the giveand-take between man and message.” (Fiske, J., 1982,p.49) Hvor transmissionstilgangen opfatter en besked som det, afsenderen putter i den, forstår den semiotiske tilgang en besked som en konstruktion af tegn, der gennem en interaktion med modtageren producerer mening. Det er i selve interaktionen med beskeden at mening skabes, når læseren bringer sine kulturelle erfaringer i spil for at forstå tekstens tegn og koder (Fiske, J., 1982, p.2). Meningskonstruktionen er altså kontekstuelt og kulturelt betinget, og derfor vil studiet af kommunikation ifølge John Fiske også involvere studiet af den kultur, den er integreret i (Ibid.). Andre forskere har fremhævet samme pointer i deres forklaringer på forskellen mellem de to paradigmer. Inge Askehave og Birgitte Norlyk understreger i bogen Meanings and Messages, at en besked ikke kan indeholde en fikseret mening i sig selv og derfor kan en afsender ikke være sikker på, at modtagers forståelse svarer til den intenderede mening (Askehave, I. & Norlyk, B. 2006, p.38).