Vi foreslår at flytte nogle beslutninger ”ned” til kommunerne og andre beslutninger ”op” til regeringen og Folketinget. Det betyder samtidig, at der ikke ville være mange beslutninger tilbage til regionerne.
Derfor vil det ikke give mening at beholde de 205 politikere i regionsrådene.
Vi vil også styrke patientrettighederne og udbrede kendskabet til dem, så flere kan nyde godt af deres rettigheder. Vi vil bl.a. give førstegangsfødende ret til at være på sygehuset eller barselshotellet i to døgn, så de kan få en god start som familie sammen.
Og så handler reformen selvfølgelig om at sikre en høj kvalitet i behandlingen i hele landet. I dag ser vi desværre for store forskelle i behandlingen mellem landsdelene. Og når én region finder gode løsninger – eksempelvis med behandlingen af en bestemt sygdom – bliver de ikke udbredt hurtigt nok til de andre regioner. Det skal vi gøre bedre.
3.a Stærkere Patientrettigheder
Stærkere patientrettigheder har skabt store forbedringer i sundhedsvæsenet de seneste årtier. Men for mange steder kniber det for regionerne med at overholde rettighederne, og for mange patienter bliver ikke oplyst om deres rettigheder. Det går særligt ud over svage patienter, som ikke selv har tid og ressourcer til at kræve deres ret. Det skal vi ændre. Vi vil både styrke patientrettighederne og sikre, at flere danskere gør brug af deres rettigheder.